FRA DAGBOGEN
Mandag den 28. september 1914
Så, nu er timen slået. Længe har man gået i angst og spænding. I nat er der kommet befaling til, at 1700 mand skal af sted, og jeg er en af dem. Vi kan komme af sted i morgen, om to dage, tre dage. I morges skulde vi have haft øvelse i Handved; den faldt bort. Vi har ekserceret lidt og er for resten bleven underrettet om jernbanerejse, forbinding af skudsår, jernportionen i faneflugt o.s.v. Der blev så spurgt, hvem der gik med frivilligt. Kun tre undlod at række hånden i vejret; af dem var jeg den ene. Vi blev derfor også spurgt, hvorfor. Kasernen må vi ikke forlade. Ikke desto mindre har Johannes Clausen og jeg besøgt Jørgen. Jeg havde en høne, som min mor havde med til mig; den blev spist i stor andagt. Og Jørgen Clausen gav os gode råd, hvordan vi skulde friholde os herefter.
Åh, i går gik Johannes og jeg sammen med Ellen Thomsen fra Billum, en ægte dansk kvinde fra Vestjylland, som besøgte os. Og vi gik helt ud på den stille kirkegård. Og ud i Marieskoven, og ingen af os tænkte på, at det snart var slut. Da hun rejste, bad vi hende hilse gamle Danmark fra os. Og om vi nogensinde kom igen, så skulde vi besøge hende og få nerverne i ro ude i klitterne. Ja, gid vi var så vidt fremme.
Det er et forfærdeligt vejr. En hvinende nordvest storm. Kastanjerne ryger om os som sharpneller. Jeg kan ikke andet end jeg må tænke på ,,the idea of march”. Gamle Shakespeare var den grufulde stemnings mester. Hvad skete der på denne idus, og hvad sker der nu? Man er døvet for alt, så man koldblodig drager i krigen uden tårer og uden gru, og dog véd vi alle som én, at vi drager ud i det rene helvede. Men i en stram uniform slå hjertet ikke, som det vil. Man er ikke sig selv, knap nok menneske mere, højst en funktionerende automat, der gør alt uden videre eftertanke. Å, Herre Gud, at man dog måtte blive menneske igen.
Tekst: Levende herfra
Tak for sokker
Tak for brev
Tak for tankerne
Det gjorde mig glad
Mine tanker går tilbage
Jeg skriver hver eneste dag
Dagene går som i en døs
I kedsomhed til det bryder løs
Hvem ved hvad der venter mig?
I dette øjeblik der lever jeg
Og måske der findes kun et svar
At ingen kommer levende herfra
Fjenden gennem pigtrådshegn
Stormen kommer kugleregn
Natten blir’ til dommedag
Hjertet slår dobbeltslag
Bomberne begraver mig
Under jorden lever jeg
Så gør mig dog til menneske igen
Et menneske, et menneske jeg ka’ kende
Hjertet slår ikke som det skal
Men uniformen gir’ mig intet valg
Jeg skal spare jer for den værste del
Men jeg er stadig nogenlunde hel
Det underligt men her blir man ligeglad
Vi kæmper bare, men for hvad?
Jeg håber bare at nogen ku’ sige
At det hele snart er forbi
Så gør mig dog til menneske igen
Et menneske, et menneske jeg ka’ kende
Hjertet slår ikke som det skal
Men uniformen gir’ mig intet valg
HVIS du vil lytte på en anden streamingservice – tryk her.
september 28, 1914
TEKSTER & KILDER