FRA DAGBOGEN
Lassigny den 13. april 1915
Vi hører, at der er bleven savnet syv mand ved det natlige bombardement, de to hårdt sårede. Granatilden tiltager i en foruroligende grad, nu har vi længe haft det så fredeligt.
Har stået vagtpost. Dejligt solskinsvejr; solen varmer rigtig gennem tøjet. Franskmændene har arbejdet hårdt; vi hører dem også hver nat banke og banke. 5-600 meter borte ligger hovedgraven, bygget op af store vidjekurve, der er fyldte med jord. I et æbletræ indimellem har et skadepause bygget sig en rede, og nu flyver de skræppende omkring. Jeg får kikkerten frem. Det er en fransk, som en underofficer har taget med fra 132-højen. Det er skarpt. Plassir du Rouge ligger i solskin; den lille kapel-artige kirke rager op mellem træer og tage. Granater har revet huller i kirketaget. Foran byen ligger graven, om ved kirkegården, men ikke en kasket og ikke et rødt bukseben, kort ikke spor af franskmænd er at se; alt er som uddøet, og dog må der vel være lige så travlt som her. Længere over ligger en skov, og den strækker sig, så langt som øjet når op ad en større bakkekæde. Øjet drager mod nord; første landevej, den, som går til Roye sur Matre, intet nyt – jo, hvad dér, en stage med noget hvidt på højde med vir lyttepost. Ved fransk patrulje, der har sat recordflaget op en mørk nat, hvor man intet kunde se, ikke engang sin egen næse. Der løber banelinjen, som vor stilling ligger langs med i fri mark; andet kompagnis stilling går længere tilbage, et virvar af jord og grave op til en høj, som hedder Tours Roland. På den skal der stå en kanon, kun til brug ved angreb. Franskmændenes stilling løber også længere tilbage, så gravene er dér en 1000-1200 meter fra hinanden. Neden for Rolandstårnet, foran trådforhugningen ligger en gammel forslidt lade; den er fuld af landbrugsmaskiner. Kornet står endnu på markerne, det er helt sort; på den anden ved, den der går til Cauny sur Metz, står der en eg, der ser ud som lynopsluttet, men vistnok af en granat. Og udenfor ligger der en stor kærre halvt over på den ene side, det ene hjul er vel knækket sammen; der står også en hesterive og fjederharve. Løjtnanten kommer og underholder sig med os, han (…) på stedet, og vi forklarer ham, hvad der er for os. Feltweblen kommer også. (…). Han fortæller det sidste ny, at der ligger zuarer over for os, det er konstateret – ,,de kunde”, han peger op mod de høje træer, der står lige foran banedæmningen langs bækken (…) ,,så nær kommer de, de bæster, når de træer først får blade; men de lader sig vel skyder ned,” tilføjede han, ,,de har skudt os mangen kammerat væk ved Tracy le Vil; da så man altid først efter trætoppene!” De går. Vort artilleri begynder at skyde.
Dijiww – bum – ned bag de jordfyldte tønder.
Tekst – Kornet
Står vagtpost
I dejligt solskinsvejr
Stiller skarpt, min kikkert
Ser hvad der sker
I et træ
Bygger fuglene rede
En kirke der står
Med huller i taget
Kornet står
På marken helt sort
Kornet var
Helt gyldent i fjor
Tænker på
Hvad, jeg ku’ ha gjort
Mens kornet står
På marken
På marken
Helt sort
Ser byen i sol
Stille, som var den forladt
Men de arbejder hårdt de franskmænd
De banker hver nat
Ligesom os
Gør de alt hvad de kan
Mens øjet går
Hen over ingenmandsland
HVIS du vil lytte på en anden streamingservice – tryk her.
april 13, 1915
TEKSTER & KILDER